Update

Puha, hvor nåede jeg at blive nervøs, inden den HSG undersøgelse. Nogen gange skal man altså virkelig bare holde sig fra at undersøge tingene på nettet.
Det er lidt lige som at google sine symptomer, fra at have en mild forkølelse ender man pludselig med at have borrelia eller pest, eller være døden nær :D

Undersøgelsen gik faktisk utrolig nemt, og var rimelig smertefri. Der var et vist ubehag, når kontrast væsken blev sprøjtet ind, men derudover var der ikke noget i det. Det værste var egentlig, at jeg havde en rift på livmoderhalsen, som begyndte at bløde ret så voldsomt. Så meget, at jeg ikke måtte tage hjem efter undersøgelsen, men liiiige skulle vente i hvilerummet i en halv times tid, så de kunne sikre sig, at det holdt op. Men så kunne jeg også tage tilbage på arbejde med et smil på læben.

Og så til det rigtig positive - der var fri passage - YAAAAY! Så lige så snart jeg har tabt mig de sidste 7-8kg, så kan vi melde os til første inseminations forsøg (IUI-H, da det er kærestens supersvømmere vi skal bruge)

Vi kunne have fået en tid til informations samtale om IUI forsøgene allerede d.1/11 eller d.15/11, men vi har valgt at vente lidt med den. Jeg mangler jo at tabe 7-8kg. Jeg skal tabe 9kg, før vi kan gå i gang, men vil gerne tabe min. 10kg, så jeg er på den sikre side. Har på skrivende tidspunkt ændret min vægt fra 90kg til 87,8kg her til morgen. Jeg skal til samtale med vores sygeplejerske her på torsdag d.3/11, hvor vi skal snakke om, hvordan det går med vægttabet, hvordan prognoserne er og aftale en tid til næste samtale, samt tid til "IUI opstartssamtalen". Uuuuh det er altså ret spændene det hele.

Jeg har mentalt indstillet mig på, at vi først kommer i gang med det første IUI forsøg en gang i det nye år. Jeg kan ikke nå at tabe mig 8kg (på nogen sund måde) inden jul. Og det skal også helst være et varigt vægttab, og nye sunde vaner. Lige nu er jeg super motiveret og kæmper en gal kamp for at tabe mig. Det er super fedt, at jeg lige som har et mål at arbejde mig frem mod. Og en sygeplejerske jeg skal stå skoleret overfor en gang i mellem.. så er det altså lidt nemmere at hive sig selv op af sofaen og gå den tur, i stedet for at spise lakridser og se serier.

Det giver også rigtig god mening i mit hovede at gå ind i det nye år med opstarten på IUI. Så kryds lige fingre for, at mit fine vægttab fortsætter som hidtil.

Første skridt.

Egentligt er det jo ikke helt første skridt. For det tog vi, da vi havde første samtale på fertilitetsklinikken 6/10- 16.

Men i morgen er også en del af vores første skridt, da jeg skal til en HSG undersøgelse. En HSG undersøgelse er, hvor en kontrastvæske sprøjtes op i livmoder og/eller æggelederne for at tjekke om der er passage, således at man kan have ægløsning, og derved kunne blive gravid. 

Denne undersøgelse skal jeg have lavet, pga jeg havde en sprængt blindtarm i sommeren '15, og ikke har kunnet påvise en positiv ægløsnings test via blodprøver ved min egen læge. 

Undersøgelsen bliver også afgørende for hvilken behandling vi skal i.

Er der passage, så er alt fint og vi kan gå i gang med inseminations behandling. Er der ikke passage, så skal vi i gang med reagensglas behandling, hvilket lægen, der er tilknyttet vores forløb, antydede nok ville være at foretrække, og det vi med al sandsynlighed skulle foreberede os på. For en sprængt blindtarm har åbenbart det med at lave ravage i det hele. Men min oplevelse med en sprængt blindtarm kræver vidst et helt indlæg for sig selv..

Ærligt talt, så ved jeg ikke helt, hvad jeg skal forvente i morgen. Jeg er typen, der prøver at finde ud af alt, hvad jeg kan inden. Så jeg har læst og spurgt mig for på diverse fora. Blandt dem jeg bruger mest er: Bag om barnløshed og fertilitet på facebook og Min-mave.dk. 

Jeg har fået lidt blandede tilbagemeldinger. Hvilket mest af alt antyder, at det er meget forskelligt fra person til person, hvordan man reagerer på sådan en HSG undersøgelse. Nogen oplever minimal smerte og andre oplever voldsomme smerter. For nogen er det en oplevelse, der fylder meget psykisk, andre knap så meget. Så jeg må jo bare vente og se, hvordan jeg reagerer på det hele. Min plan er at jeg skal direkte tilbage på arbejde efter undersøgelsen, så jeg har pakket lidt smertestillende i tasken, så jeg er lidt forberedt, og så må jeg jo se, hvordan det spænder af.

Jeg tror, at hvis det rammer mig psykisk, så sker det nok forhåbentligt først, når jeg får fri.. Eller det er i hvert fald det jeg håber. Jeg har en tendens til at tænke rigtig meget over alt det her, når jeg skal sove eller når jeg er alene hjemme. Så mon ikke reaktionen kommer om aftenen?

Jeg glæder mig også til at få lidt mere overblik over, hvad der skal ske i fremtiden. Det bliver lidt rart med en plan og lidt vished.